En million kroner til veteranprojekt

FRILUFTSLIV

En bevilling fra Den sociale naturpulje gør det muligt at øge trivslen hos socialt udsatte krigsveteraner. Det skal ske gennem friluftsaktiviteter i grønne omgivelser.

Jotunheimen. Foto: Niels Blok

Forskning viser, at friluftsaktiviteter og grønne omgivelser står stærkt i soldater og veteraners kultur og almene bevidsthed. Naturen tilbyder gode, varierede og direkte oplevelser inden for en overskuelig ramme, som især har vist sig at kunne styrke muligheden for øget livskvalitet for krigsveteraner, der har svært ved at finde tilbage til en meningsgivende hverdag.

Derfor har Videncenter for Friluftsliv og Naturformidling under Københavns Universitet foreslået en række friluftsrelaterede projekter for socialt udsatte krigsveteraner. Projekter, som takket være Den sociale naturpulje nu kan blive til virkelighed.

”Vi ønsker med kurser og forskning at styrke veteranernes selvstændighed, så de får nemmere ved at mestre livet, ” fortæller leder af Videncentret Mette Aaskov Knudsen. ”Kurserne skal både være for veteranerne selv og for de mange frivillige og fagpersoner, der har med veteranerne at gøre. Den medfølgende forskning skal sikre, at vi til stadighed bliver klogere på veteraners oplevelser i og udbytte af et aktivt ophold i naturen, så vi fremadrettet kan målrette aktiviteterne bedre. ”

Lettere overgang til det civile liv

”Det glæder os, at donationen fra Den sociale naturpulje nu gør det muligt at igangsætte disse aktiviteter. Veteraner som samfundsgruppe er et relativt nyt fænomen i Danmark, og jo mere viden vi får om, hvad der bedst støtter veteranerne i livet efter deres militære karriere, des flere kan vi forhåbentlig hjælpe til en lettere overgang til det civile liv, ” siger Mette Aaskov Knudsen.

Dele af kurser og projekter bliver til i samarbejde med De Blå Baretter og Veteranstøtten. Overordnet koordinator fra Videncentret er fagkonsulent og veteran Niels Overgaard Blok, som kan kontaktes på nbl@ign.ku.dk.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.