Veteraner får adgang til Forsvarets idrætsfaciliteter

Som et forsøg får veteraner nu mulighed for at træne på udvalgte kaserner. På kasernerne i Antvorskov, Høvelte og Aalborg indledes den 5. oktober 2015 et forsøg, hvor veteraner, der er medlem af en idrætsforening under Dansk Militært Idrætsforbund, og som har veterankort og gyldig billedlegitimation, kan benytte kasernernes idrætsfaciliteter. Forsøget løber foreløbigt et år, hvorefter projektet evalueres.

”Jeg er glad for, at veteraner nu får mulighed for at træne på en række udvalgte kaserner. Det er et initiativ, der både er støttende og anerkendende. Vi søger løbende at give veterankortet mere indhold, og jeg vil opfordre virksomheder, kulturinstitutioner, forretninger mv. til at udnytte de muligheder, der ligger i veterankortet for at udtrykke anerkendelse”, siger forsvarsminister Peter Christensen.

Hvis du har været udsendt med Forsvaret og ikke har modtaget et veterankort, kan du bestille et kort på http://veteran.forsvaret.dk/aktiviteter/vk/Pages/default.aspx. Her fremgår også hvilke kriterier, der skal være opfyldt.

Det er en betingelse, at veteraner, som ønsker at benytte sig af muligheden for at træne på de udvalgte kaserner, også er medlem af en idrætsforening under Dansk Militært Idrætsforbund. Du kan finde en oversigt over de lokale idrætsforeninger på

http://www.dmif.dk/files/1414/3220/2467/66.__DMI_IF_PR_21_MAJ_2015.pdf

Massakren i Dvor til Sarajevo Film Festival

Georg Larsen og Kasper Vedsmands dokumentarfilm “Massakren i Dvor” får premiere på Sarajevo Film Festival. Filmen er udvalgt som én ud af tre film, der skal markere 20-året for det sidste voldsomme krigsår i Kroatien og Bosnien Herzegovina. Ganske få meter fra et kompagni danske FN-soldater blev ni handicappede serbere og kroatere koldblodigt myrdet af ukendte gerningsmænd i det tidligere Jugoslavien den 8. august 1995. Ifølge FN-mandatet, som de danske soldater skulle operere under, måtte danskerne kun bruge våben i selvforsvar. Derfor var det op til én dansk officer, at træffe den altafgørende beslutning: at give ordre til at skyde eller følge FNs mandat og undlade at gribe ind. Georg Larsen og Kasper Vedsmands “Massakren i Dvor” følger daværende stabskompagnichef Jørgen Kolds rejse tilbage til Balkan, til stedet hvor han for 20 år siden måtte træffe sit livs vanskeligste beslutning. Her bliver han konfronteret med fortiden og møder de involverede krigsherrer og ikke mindst de efterladte til ofrene for massakren. I filmen stilles han overfor de vanskelige spørgsmål: Havde han overhovedet et valg? Og blev han og de danske soldater i virkeligheden svigtet af FN? Sarajevo Film Festival markerer 20-året for Operation Storm, Daytonaftalen og Srebrenica-massakren, der fandt sted under krigene i det tidligere Jugoslavien i perioden 1991-2001. Festivalen har til minde om de mange ofre sammensat et særligt program, 1995-2015 Dealing with the Past, bestående af tre film der lægger op til reflektion over de forfærdelige hændelser i krigene i det tidligere Jugoslavien. “Massakren i Dvor” åbner programmet den 16. august. Filmens to instruktører samt produktionsleder Heidi Christensen er inviteret til festivalen, der finder sted fra 14. til 21. august. Her skal de danske filmfolk blandt andet holde foredrag om filmen. “Massakren i Dvor” er produceret af Monica Hellström og Anne Köhncke for Final Cut for Real og koproduceret af Siniša Juričić for Nukleus Film. Filmen er støttet af Croatian Audiovisual Centre, Det Danske Filminstitut og TV 2. “Massakren i Dvor” vises på TV 2 mandag den 7. september. I forbindelse med Flagdagen for Danmarks udsendte arrangeres der den 4.september visninger rundt om i landet. Skrevet Af Lea Mosegaard / leam@dfi.dk Emneord: Massakren i Dvor, Sarajevo Film Festival Filmen vil endvidere blive vist ved særlige lejligheder 4. september jf. nedenstående, hvor pressen, veteraner m.fl. vil blive inviteret. KSO støtter med forplejning og De Blå Baretter med velkomst, ordstyring m.m. Gratis adgang for alle de fleste steder.

  • Aalborg Bibliotek 4. september kl. 16.30-18.30.  (max 115 pers.) Gratis entré.
  • Næstved Bibliotek 4. september kl. 16-18. (max 60 pers.) Gratis entré.
  • Slagelse Bibliotek 4.september kl. 16.30-18.30.  (max 100 pers.) Gratis entré.
  • Odense Cafebiografen 4. september kl. 16-18. (max 86 pers.) Entré.  20 kr.
  • Øst for Paradis, Aarhus 4. september kl. 16-18. (max 100 pers.) Entré.  20 kr.
  • Cinemateket, København 4. september kl. 16-18. (max 140 pers.) Gratis entré.

Du kan se trailer til filmen HER Fakta Krigene i det tidligere Jugoslavien var en serie af krige og væbnede konflikter mellem 1991 og 2001. Krigene påvirkede alle de seks tidligere republikker i Jugoslavien: Serbien, Kroatien, Montenegro, Slovenien, Bosnien-Hercegovina og Makedonien. Kosovo og Vojvodina er en del af Serbien med autonome rettigheder. Kosovos status er fortsat genstand for forhandlinger efter afslutningen af Kosovokrigen i 1999. Krigene var præget af bitre etniske konflikter mellem befolkningsgrupper, og konflikterne havde både politiske, kulturelle og etniske undertoner. Kamphandlingerne var blandt de blodigste i Europa siden 2. Verdenskrig og talte ca. 300.000 ofre og millioner af mennesker drevet på flugt. I august 1995 indledte den kroatiske hær Operation Storm, der bl.a. skulle generobre Dvor og fordrive serberne. Det var i denne operation, at massakren mod de ni handicappede mennesker fandt sted.

KRIGEN – ny dansk film af Tobias Lindholm – Danmarkspremiere 10. september over hele landet.

Nyt dansk drama beskriver det mareridtsagtige dilemma som én enkelt beslutning truffet i en krigszone kan medføre for den enkelte danske soldat og hans familie i fremtiden.

Blot få dage efter at Danmark har markeret sin nationale flagdag den 5. september og hædret vores veteraner og udsendte soldater, får Tobias Lindholms nye nervepirrende drama KRIGEN dansk biografpremiere over hele landet. KRIGEN går tæt på den pris, som danske udsendte soldater og deres pårørende risikerer at betale, når de sendes i krig og efterlader familierne i usikkerhed derhjemme. Den stiller skarpt på de store dilemmaer, som de danske soldater kan blive tvunget ud i, når de står midt i en krigszone. I filmen spiller Pilou Asbæk rollen som kompagnichef Claus Michael Pedersen, der sammen med sine mænd bliver udstationerede i Afghanistan. Hjemme i Danmark forsøger Claus’ kone Maria, spillet af Tuva Novotny, at holde sammen på en hverdag med en mand i krig og tre børn, der savner deres far. Under en rutinemission fanges soldaterne i en voldsom ildkamp mod Taleban, og for at redde sine mænd træffer Claus et valg, som får fatale konsekvenser, – også på hjemmefronten. ”Krigen” er Tobias Lindholms tredje spillefilm som både instruktør og manuskriptforfatter. I 2010 debuterede han med det anmelderroste fængselsdrama R og to år efter fulgte filmen KAPRINGEN, som modtog adskillige danske og internationale priser, deriblandt en Bodil for bedste danske film samt fem Robert-priser. I kraft af begge sine film samt en stribe af andre tv- og filmprojekter deriblandt Submarino, Borgen og Jagten, blev han i 2013 udvalgt af filmmagasinet Variety som én af de ti mest lovende internationale  instruktører. KRIGEN er skrevet og instrueret af Tobias Lindholm og blandt de medvirkende ses Pilou Asbæk og Tuva Novotny, Søren Malling, Charlotte Munck, Dar Salim, Dulfi Al-Jabouri og flere andre. Optagelserne til ”Krigen” foregik i efteråret 2014 i henholdsvis Danmark, Tyrkiet, Spanien og Jordan. Filmen er produceret af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film Production A/S med støtte fra Det Danske Film Institut Konsulentordningen v/ filmkonsulent Kim Leona, DR v/ Filmklubben, Nordisk Film & TV Fond v/ CEO Petri Kemppinen i samarbejde med Studiocanal Se traileren HER

DR søger hjemvendte soldater og pårørende

I forbindelse med flagdagen sætter DR fokus på de psykologiske aspekter efter en udsendelse. Vi søger i den forbindelse efter personer, som vil fortælle om deres erfaring med eftervirkninger fra krig på radio, tv eller web. Det kan fx være soldater, som har oplevet en manglende forståelse hos deres omgivelser og det omkringliggende samfund efter at være vendt hjem, og som måske har udviklet symptomer på stress, depression eller PTSD. Det kan fx også være soldater, der har oplevet en positiv forandring efter at have været udsendt, og som oplever, at de er kommet styrket hjem. Vi søger også gerne pårørende, der kan fortælle om, hvordan de får hverdagen til at fungere igen efter genforeningen med en soldat, der har været udsendt. I kan kontakte os på atje@dr.dk – så ringer vi jer op til en snak, hvor I kan fortælle jeres historie og høre nærmere om indsatsen. I første omgang er det helt uforpligtende for begge parter. Vi søger efter medvirkende til både tv, web og/eller radio.  Vi vil gerne høre fra jer så hurtigt som muligt. Anne Tjell Redaktør, DR Kampagner DR DR Byen Emil Holms Kanal 20, opg.1-5 DK-0999 København C T +45 3520 3040 D +45 3520 3915 M +45 2830 1786 atje@dr.dk www.dr.dk