Veteraner og Pårørende Undersøgelse

Danmarks Veteraner er blevet spurgt af Lai Sørensen, om vi vil være med til at brede en undersøgelse ud blandt vore medlemmer og andre veteraner og pårørende til veteraner. Det gør vi ved at lægge en introduktion, herunder, ud om undersøgelsen, og linke til selve undersøgelsen.

Her har du nu endelig mulighed for at komme af med dine gode ideer til forbedringer indenfor veteranarbejdet. Det tager 5 – 10 min at besvare skemaet, der er anonymt. Undersøgelsen vil vare én uge fra d.d., hvorefter det lukkes.
God fornøjelse og tak for initiativet til Lai Sørensen.

AFGRÆNSNING: DENNE UNDERSØGELSE ER UDELUKKENDE MÅLRETTET MOD VETERANER OG PÅRØRENDE.

Intentionen med denne kvantitative undersøgelse, er at få et overblik over, om de eksisterende veteraninitiativer møder Danmarks veteraners behov.
Formålet med undersøgelsen er at se, om der er behov, der ikke bliver dækket i det danske veteranmiljø.
NB! Alt er anonymt, personlige oplysninger vil ikke blive videregivet, og data vil kun blive anvendt og behandlet i et fagligt regi.

Baggrundsviden om mig:
Mit navn er Lai Sørensen, og jeg har tilbragt i alt 12 år i forsvaret, fordelt henholdsvis i Flyvevåbnet med 1 kort tur til Afghanistan. Efterfølgende overflyttede jeg til GHR med en udsendelse med ISAF 9 med C-Coy i 2010. Herefter overflyttede jeg igen, denne gang til IGR i 2011, med endnu en udsendelse med ISAF 16 i 2013/2014. Jeg startede på Civil Uddannelse på Kaospiloterne i August 2014.

Du kan deltage i undersøgelsen ved at gå ind på dette LINK

Majmøde i Frivilligt Veteranforum

Næste møde i Frivilligt Veteranforum bliver et to-dages møde på Aalborg Kaserne, hvor vi den første dag skal høre tre oplæg og efterfølgende spise middag sammen. På andendagen afholder vi det ordinære møde i Frivilligt Veteranforum.

Datoen for mødet er den 2.- 3. maj 2017.

Se progammet og hvordan du tilmelder dig via dette LINK. Her kan du også læse referatet fra seneste møde.

Husk samtidig at tilmelde dig mødet, hvis du er medlem af Frivilligt Veteranforum. Sidste frist for tilmelding er 6. april.

Med venlig hilsen

Koordinator af Frivilligt Veteranforum (Soldaterlegatet)

Hvordan findes de rigtige tilbud til vore veteraner?

Der er i dag en lang række offentlige og private tilbud til vore veteraner. Det er svært at danne sig et overblik over, hvilke tilbud der er, og hvor geografisk tilbuddene findes. Danmarks Veteraner har taget initiativ til at skabe et sådant overblik, ved at oprette et interaktivt kort, hvor alle aktører på veteranfronten kan få registreret deres tilbud. Danmarks Veteraner garanterer ikke for kvaliteten af de enkelte tilbud. Tilbud der ikke har en fysisk adresse, registreres geografisk i Kattegat.

Oversigt over veterancafeer

Kortet er tænkt som en hjælp til den enkelte veteran, kommunens veterankoordinator og andre der rådgiver veteraner.

Kortet er ikke færdigt og det bliver det aldrig, da nye tilbud opstår og andre lukker ned. I øjeblikket bliver der tastet data ind, men Danmarks Veteraner har ikke kendskab til alle tilbud, så derfor opfordrer vi til, såfremt du kender til tilbud, og disse ikke vises på kortet, at kontakte WEBMASTEREN på mail og oplyse om disse. Oplysninger skal indeholde følgende oplysninger, oplysninger mærket med * skal anføres:

  • Navn på tilbud (organisation m.v.)
  • Adresse*
  • Kontaktinformation (telefon, mail)*
  • Hjemmeside
  • Profil på socialt medie (Facebook, Twitter m.fl.)

Kun ved at arbejde sammen, kan vi sikre de bedste forhold for de af vore veteraner, der trænger til hjælp.

Du kan læse mere ved at trykke på billedet af kortet ovenfor.

Krigsveteraner i det (Fag)grønne

Dato

6. mar. 2017

Er du veteran? Er du gået lidt i stå personligt og professionelt?  Kan du lide skov, natur og friluftsliv? Så har Skovskolen, Københavns Universitet et ti ugers kursus til dig. Kurset bygger på succesen og erfaringerne fra pilotprojektet af samme navn, som Skovskolen holdt i første halvdel af 2016.

Formål med kurset

Veteraner i det (fag)grønne er et uddannelses- og beskæftigelsesafklarende kursus, der henvender sig til veteraner, der er interesseret i at uddanne, arbejde eller opkvalificere sig inden for natur og friluftsliv. På kurset opnår du kompetence indenfor den faggrønne  sektor som skovbrug, naturpleje, naturforvaltning og friluftsliv.

Desuden indeholder kurset et afklarende forløb med personlig og professionel udvikling med henblik på at styrke dine fremtidige muligheder for uddannelse eller arbejde i den faggrønne sektor.

Målgruppen

Kurset er udelukkende for personer, der har været udsendt i international mission for Danmark, og som er motiveret for uddannelse, efteruddannelse eller arbejde i den faggrønne sektor. Du skal kunne afsætte de 10 uger til at deltage i projektet, samt være på en del ture med overnatning i kursusperioden.

Interesseret?

Tag kontakt til kursusleder Niels Blok, der selv er veteran, og tilkendegiv din interesse eller spørgsmål. Direkte telefon 3533 4836, mobil 2084 1212, e-mail: nbl@ign.ku.dk

Mere information i invitation/program nedenfor, om hvornår de 5 moduler løber.

Invitation / program

Download invitation

Varighed

10 uger

Tilmeldingsoplysninger

Kurset er et betalingskursus og kræver typisk en aftale om betaling med kommune, jobcenter eller anden myndighed. Pris per deltager er kr. 75.000, hvilket inkluderer kost, logi, ture, materiale og undervisning i kursets ti uger.
Derudover skal du sende en motiveret ansøgning på maks. en A4 side til Niels på nbl@ign.ku.dk, hvor du beskriver dig selv, og hvad du vil bruge kurset til fremadrettet. Husk at inkludere kontaktoplysninger.

Ugens presseklip for veteraner. Uge 50/2016

Som noget nyt, forsøger Danmarks Veteraner og Veteranstøtten at samle presseklip og udgive disse ugentligt. Det har til formål at styrke veteranernes kendskab til, hvad der rør sig i samfundet og i nyhedsmedierne på veteranfronten. Nedenfor har du en række artikler fundet ved søgning på internettet. Du kan læse artiklerne ved at klikke på linket i overskriften.

Vi garanterer ikke for, at vi har fundet alle nyheder.


Ingen erstatning til veteraner: ‘Krigen var ikke farlig nok’

Kilde: Ekstrabladet 14. december 2016

Adskillige danske veteraner med PTSD kan ikke få erstatning, fordi Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mener, at de ikke har været udsat for stor nok fare.

De danske politikere har adskillige gange sendt danske soldater i krig ude i verden.

Men hvis soldaterne vender tilbage til Danmark med skader på psyken, kan de se frem til endnu en kamp. Ikke mod en bevæbnet fjende, men mod det danske system.

For selvom speciallæger konkluderer, at veteranernes oplevelser i krig har været traumatiserende nok til at udløse ptsd, oplever adskillige at få afvisning på udbetaling af arbejdsskadeerstatning, fordi Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der er en del af den offentlige pensionsgigant ATP, ikke anerkender veteranernes oplevelser i krig som farlige nok.

Minister: Afviste arbejdsskader skal undersøges

Kilde: dinARBEJDSSKADE.dk 14. december 2016

Hundredvis af ambulancereddere, politibetjente, brandmænd og veteraner med psykiske skader bliver afvist af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) bebuder nu en større gennemgang af arbejdsskadeområdet. Udmeldingen kommer i forbindelse med, at Ekstra Bladet lørdag skriver, at hundredvis af ambulancereddere, politibetjente, brandmænd og veteraner med psykiske skader bliver afvist af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der håndterer udbetaling af erstatninger for arbejdsskader.

Minister sætter skub i nyt initiativ for veteraner

kilde: Pressemeddelelse fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet 16. december 2016

Ole Birk Olesen har som ny transport-, bygnings- og boligminister uddelt 6 mio. kr. til forsøg med bedre integration af veteraner i lokalområder bl.a. gennem etablering af mødesteder og sociale tilbud.

I alt fire kommuner er blevet udvalgt til en forsøgsordning, der skal give danske veteraner en hjælpende hånd, når de vender tilbage til deres lokalsamfund. Thisted, Skive, Fredericia og Faaborg-Midtfyn får til sammen 6 mio. kr. til etableringen af lokale aktivitets- og mødesteder for veteraner og deres pårørende.

Støtte til aktivitetssted for veteraner

Kilde: Nordjyske.dk 16. december 2016

Projektet “Hånd i hånd – et aktivitets- og mødested for veteraner” bliver tildelt 2.850.000 kroner.

THY: Thisted Kommune får med 2.850.000 kroner del i de midler, som transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen udmønter til bedre integration af veteraner i lokalområder.

Flere penge til hjemvendte veteraner i Thisted

Kilde: TV2 Nord 16. december 2016

Regeringen har uddelt seks millioner kroner til forsøg med bedre integration af veteraner. De penge får blandt andet Thisted Kommune del i.

Minister sætter skub i nyt initiativ for veteraner i Fredericia

Kilde: Lokalavisen Fredericia 16. december 2016

Ole Birk Olesen har som ny transport-, bygnings- og boligminister uddelt 6 mio. kr. til forsøg med bedre integration af veteraner i lokalområder, bl.a. gennem etablering af mødesteder og sociale tilbud i Fredericia Kommune.

Fredericia Kommune får del i de midler, som transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen udmønter til bedre integration af veteraner i lokalområder.

Helt konkret starter aktivitetshuset Depotgården et projekt med inddragelse af veteraner. I projektet udvikles der sociale og kulturelle tilbud til veteraner og pårørende, der supplerer eksisterende tilbud i Depotgården. Samtidig er målet, at gøre veteranerne mere synlige bl.a. gennem udarbejdelse af kulturelle og udadvendte aktiviteter i området.

Fynske soldaterveteraner får mødested i nedlagt midtfynsk fabrik

Et nyt mødested for tidligere soldater på den gamle Polymere-fabrik i Årslev skal give fynske krigsveteraner en hjælpende hånd med at komme tilbage til deres lokalsamfund.

Årslev: Fynske krigsveteraner skal have bedre muligheder for at mødes.

Derfor har den nye transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen uddelt i alt seks millioner kroner til at etablere mødesteder og sociale tilbud som en del af en forsøgsordning. Af de midler går 1,7 millioner til Faaborg-Midtfyn Kommune.


Satspuljemidler skal matche veteraner og virksomheder

Kilde: Dansk Handelsblad 15. december 2016

Cabi, der hjælper virksomheder og jobcentre med at få flere fra kanten af arbejdsmarkedet i job, har fået 38,6 mio. fordelt over fire år fra satspuljen.

Videns- og netværkshuset Cabi har fået 38,6 mio. fordelt over fire år fra Satspuljen.

Cabi, der er en non profit-organisation, formidler rådgivning og viden til virksomheder og jobcentre om, hvordan man i praksis kan få succes med at ansætte og fastholde eksempelvis mennesker med fysiske eller psykiske handicap, sociale problemer eller sygdom.


Ny bog om danske kampvognssoldater i Afghanistan støtter rekreationshjemmet i Holstebro

Kilde: MinByStruer.dk 13. december 2016

Når den første bog om den danske kampvognsindsats i Afghanistan udgives, så går et større beløb til rekreationshjemmet i Holstebro til glæde for veteraner.

Den første bog om de danske Leopard kampvognes indsats i Afghanistan.

Bogen er den første af sin slags. En bog om den danske kampvognsindsats i Helmand provinsen i Afghanistan. Bogen har fået titlen ”Danish Leopards in Helmand – from the crew´s perspective” og er på engelsk. Den er skrevet af forfatter Thomas Antonsen. Bogen er blevet udarbejdet på baggrund af interviews med omkring 40 besætningsmedlemmer fra Jydske Dragonregiment, der alle har bidraget med historier fra deres tid i Helmand.

Jeg kan huske ® Danmarks Veteraners Julekalender

HVERDAGSHISTORIER FRA VETERANER OG PÅRØRENDE

Danmarks Veteraner præsenterer som noget helt nyt en videojulekalender på Facebook. På www.jegkanhuske.dk kan du i december 2016, hver dag frem til jul, høre en ny historie fortalt af en Danmarks Veteraner, eller deres pårørende. Det er hverdagshistorier, der skildrer soldaterne og deres familier som helt almindelige mennesker, der har en hverdag ligesom alle  andre. På Danmarks Veteraners hjemmeside, er der på forsiden nedenstående billede, der linker til dagens video.

skaermbillede

Det er historier fra veteraner som har været udsendt for Danmark, men også historier fra pårørende. Det er historier fra verdens brændpunkter, men det er historien bag om den historie, vi plejer at se og høre i medierne.  Tilsammen giver de et overraskende og livsbekræftende billede, af den indsats Danmarks udsendte yder, og den hverdag de og deres pårørende har.

Det er eksempelvis historien om Karsten, der som udsendt i Afghanistan fortæller hvordan en telefonlinje for kvinder var med til at sikre fred, sikkerhed og ro i landet. Eller Jette, der fortæller hvordan, hun som mor til en udsendt fandt ro ved at se film med sønnen i kamp. Og drengen Mads, som var bange for at hans far, som udsendt i Liberia, skulle få ebola. Men det Mads husker bedst var nu billedet af en orange gekko, som faren sendte hjem.

Ideen til Jeg kan huske ® Danmarks Veteraners Julekalender opstod da Jeanne Blyme fra Frivilligcenter Herlev bad Jeg kan huske ® producere en video til Flagdag for Danmarks Udsendte i Herlev 5. september 2016.  Den idé blev dokumentarist Ketil Teisen og komponist Hans Sydow så begejstrede for, at de efterfølgende fik formanden for Danmarks Veteraner,  Niels Hartvig Andersen, med på idéen om at udvide konceptet til en julekalender.

Jeg kan huske ® Danmarks Veteraners Julekalender er produceret af Jeg kan huske ® i samarbejde med Danmarks Veteraner, Veterancenteret i Ringsted, Veteranstøtten og Frivilligcenter Herlev.

Veteranstøtten – din vej til god hjælp!
En døgntelefon 80 60 80 30 og en vifte af aktiviteter og udfordringer, i trykke rammer blandt andre veteraner.

Du finder os på telefon eller via nettet på:
Veteranstøtten tlf. 8060 8030,
Veterancentret tlf. 7281 9700,
Danmarks Veteraner 

Danmarks Veteraner ønsker alle en Glædelig Jul, samt et Godt Nytår.

For yderligere information kontakt:
Niels Hartvig Andersen, Danmarks Veteraner, formand@danmarksveteraner.dk
Jeanne Blyme, Frivilligcenter Herlev, jeanne@frivilligcenterherlev.dk
Ketil Teisen og Hans Sydow, Jeg kan huske ®, info@jegkanhuske.dk

Tilmelding til næste møde i Frivilligt Veteranforum

Der er ganske kort tid til næste møde i Frivilligt Veteranforum. Læs indkaldelse, referat fra seneste møde samt besvarelser fra workshop på dette LINK.

Husk samtidig at tilmelde dig mødet, hvis du er medlem af Frivilligt Veteranforum. Sidste frist for tilmelding er 11. november klokken 12:00,

Forskningsprojekt søger børn af veteraner til interview

Hvordan er det at være barn til en krigsveteran? Dette spørgsmål står i fokus i en stor undersøgelse af trivsel hos børn af veteraner. Undersøgelsen foretages af SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i samarbejde med Veterancentret. I den forbindelse søger SFI informanter (10-16 årige børn af veteraner samt deres mødre), som vil stille op til et interview. Formålet med undersøgelsen er at skabe større viden om veteraners familier og hverdagsliv, da forskningen på området er meget sparsom. Denne viden er vigtig, blandt andet for at kunne støtte bedre op om soldater og deres familier både før og efter udsendelse

Hvis I ønsker at deltage, eller vil høre mere om undersøgelsen, kan I kontakte Nina på telefon 33 69 77 09 eller mail nrp@sfi.dk. I kan også sende en sms, og så ringer vi til jer. I vil være anonyme i undersøgelsen, og interviewene kan foretages i jeres hjem, på SFI eller et andet sted, som passer jer.

Med venlig hilsen

Helene Oldrup, projektleder
Nina Rytter Pedersen